Årskalender
Forleden lagde jeg en story op på SoMe omhandlende min nye årskalender for 2024 fra Atelier Aarhus. Det affødte nogle spørgsmål og kommentarer fra nogle af mine følgere. Det fik mig til at tænke over det, at være herre over sin egen tid, hvordan vi bedst planlægger den og hvorfor jeg har valgt at min kalender skal være analog.
Hvad bruger jeg min kalender til?
Årskalenderen fra Atelier Aarhus er min yndlingskalender og jeg har brugt den siden 2020. Den kommer i 2 udgaver; en dagskalender og en ugekalender.
Jeg sværger til dagskalenderen, da der simpelthen ikke er plads nok i ugekalenderen til at skrive alt det ned som jeg finder vigtigt.
Jeg skriver alt ned som påvirker min hverdag. Praktiske aftaler som læge eller tandlæge. Min søns fritidsaktiviteter og legeaftaler. Fødselsdage og festlige begivenheder igennem året, ferieplanlægning, middagsaftaler, koncerter, frisøraftaler osv.
Derudover så laver jeg madplaner for 1-2 uger ad gangen. Madplanerne fraviger jeg en gang imellem. Men det er rart i en travl hverdag at have en plan, så man ikke hver dag skal tage stilling til aftensmaden.
Derudover så laver jeg to do lister for 1-2 dage ad gangen.
Det hjælper mig med at organiserer mine opgaver i hverdagen. Samtidig giver det mig en tilfredsstillelse, når jeg kan sætte flueben ved en færdiggjort opgave.
Hvorfor har jeg valgt en analog kalender?
En af kommentarerne fra en følger var, at hun godt gad være kalender/notesbog typen, men at det max holdt en uge hos hende.
Hertil svarede jeg, at jeg simpelthen ikke dur til andet. For hvis min kalender er på min telefon, så glemmer jeg hurtigt hvad jeg skulle i kalenderen til fordel for doomscrolling på Instagram, Facebook og Pinterest.
Jeg HAR nemlig forsøgt at have min kalender på min telefon. Det virkede et stykke tid. Men jeg mærkede også, at jeg meget nemt blev suget ind på de sociale medier, mails og billeder. Min tid blev brugt et forkert sted.
Jeg blev mere og mere afhængig af min telefon. Selvom jeg havde scrollet både Facebook og Instagram igennem, så åbnede jeg dem igen 5-10 minutter senere for at se om der var sket noget nyt.
Så da min mand og jeg rejste på nytårsferie i slutningen af 2019, havde jeg min splinternye kalender for 2020 med i bagagen.
At 2020 så ikke blev året med flest planer i kalenderen, var jo ikke til at forudse.
Hvad gør den analoge kalender for mig?
Det at sidde og skrible i min årskalender er for mig ren afstresning.
Det er her jeg kan tømme mit hoved. For gøremål jeg skal huske, idéer som jeg ikke må glemme eller sætte intentioner eller mål for projekter som jeg er i gang med eller drømmer om.
Der er noget ved at sidde og skrive som kan virke næsten meditativt. Hvis jeg kommer i et godt flow, så vælter idéer, inspiration og kreativitet ind over mig.
Derudover så gemmer jeg faktisk min kalender efterfølgende. Den tjener for mig nemlig også det formål, at jeg kan gå tilbage og læse den som en dagbog.
Her kan jeg glædes over forskellige begivenheder som jeg har deltaget i, tænke på ferieminder og gode grin med venner og familie.
Det er næsten som at sidde med et billedalbum.
Jeg håber at mit lille skriv omkring min årskalender – både rutiner og begejstring, kan inspirere dig til at passe bedre på din tid og dig selv.
Uanset om din kalender er digital eller analog.