Cherrytini
Jeg knuselsker en god martini! Både den klassiske martini – shaken, stirred eller dirty, en god espressomartini, hyldeblomstmartini om sommeren og nu denne julede kirsebærmartini med Amarena-kirsebær – en Cherrytini.
Hjemme hos os har vi forskellige traditioner op mod jul. Traditioner som vi hygger os med alene eller sammen med den øvrige familie. F.eks. så har vi en tradition med vores juletræspyntning. Det er som regel en hyggedag med min mands familie, hvor børnene pynter træet, vi smovser i lækker mad, spiller brætspil og udveksler julekort.
Sammen med min familie har vi en tradition hvor vi tager ud og fælder vores juletræ sammen, efterfølgende spiser vi æbleskiver, drikker gløgg og spiller pakkespil.
Og jeg elsker disse traditioner, hvor vi er mange samlet til julehygge.
Dog har vi også en skøn tradition, bare Thorbjørn og jeg. Den dag hvor vi har pyntet til jul i hele huset, har vi tradition for, at vi skal slappe af med en Creamy X-Mas om aftenen.
Denne Cherrytini kunne dog godt blive en konkurrent til ovenstående, med mindre vi kan få lavet os en ny juletraditon. Måske skal Cherrytinien være den cocktail som officielt afslutter julen…?
Skøn er den ihvertfald. Både sød, julet og alkoholstærk, som en martini jo er.
Cherrytini
(2 cocktails)
6 cl gin
6 cl vodka
3 cl kirsebærvin
3 cl kirsebærsirup (sirup fra Amarena-kirsebær)
Et par Amarena-kirsebær til pynt
Gin, vodka, kirsebærvin og kirsebærsirup kommes i en shaker og shakes kortvarigt med is. Hæld cocktailen i et martiniglas, champagneskål eller lignende. Garner med Amarena-kirsebær og server!