Fladbrød med lam og gulerodstzatziki
For noget tid siden lavede jeg en portion fladbrød som vi nød med bl.a falafler og tzatziki. Resterne af fladbrødene blev frosset ned efterfølgende. På den måde var det super nemt, at lave skøn aftensmad med en rest lammekølle; fladbrød med lam og gulerodstzatziki.
Fladbrød med lam og gulerodstzatziki
Vi havde aftenen før fået helstegt lammekølle og det er sådan set ret luksus at spise. Endnu mere luksus er det dog, at man kan tage resterne af køllen og trylle dem om til endnu et farverigt festmåltid.
Gulerodstzatziki
350 gram fintrevet gulerod
1-2 fed hvidløg
5-6 store spsk græsk yoghurt 10%
Salt
1 spsk olivenolie
1-2 spsk hakket frisk mynte
Endvidere
Fladbrød
Salat eller fintsnittet spidskål
Grillede auberginer eller grillet grøntsagssalat
Rå løg i skiver
Evt. lidt af din favorit chilisauce
En rest koldt kød i tynde skiver, f.eks. lam, kalv eller gris.
Gulerodstzatziki
Klem væden ud af den fintrevne gulerod. Gulerodssaften kan evt. gemmes og blandes med appelsinjuice.
Bland den revne, afdryppede gulerod sammen med græsk yoghurt, revet eller presset hvidløg efter smag, olivenolie og hakket mynte. Smag til sidst til med salt. Anret tzatzikien i en skål og dryp med lidt ekstra jomfru olivenolie inden servering.
Grillede auberginer
Skær auberginer i 1 cm tykke skiver på langs og grill dem på en glohed grillpande så de får de smukke sorte striber. Har du ikke en grillpande, kan en almindelig pande også bruges eller giv dem en tur under grillen i ovnen under opsyn. Dryp de grillede auberginer med olivenolie og et drys salt imens de stadig er lune.
Servering
Anret grøntsager, salat, kød og gulerodstzatziki på et bræt. Lun fladbrødene i ovnen eller på en varm pande. Server hele molevitten i hyggelig social dinning stil og nyd at spise dine madrester til endnu et skønt måltid.