Hindbærsnitter

Hindbærsnitter

Share with:


Jeg har før lagt et lille indlæg op, hvor vi lavede pæretærter og hindbærkager af en rest mørdej. Her var opskriften på mørdejen til hindbærsnitterne og hindbærmarmeladen dog ikke med. Men her er opskriften på en af mine mange yndlingskager.

Jeg plejer at bruge opskriften på mørdej fra Frk. Jensens Kogebog, da det er en simpel mørdej uden for mange smagsindtryk som f.eks. vanille eller citronskal. Den smager dejligt af smør og er sprød og lækker. Perfekt til den syrlige hindbærsylt.

Hindbærsnitter

Mørdej

250 gram mel
150 gram smør
75 gram flormelis
1 æg

Hindbærsylt

150 gram frosne hindbær
2 spsk sukker
2 blade husblas

Rør mel og flormelis sammen og smuldr smørret heri. Smørret, mel og flormelis arbejdes sammen til det begynder at ligne brødkrummer. Saml dejen med ægget og ælt den let sammen. Læg dejen i en pose eller pak den i film og læg den på køl ½-1 time.

Læg husblasen i blød i koldt vand 10-15 minutter. Kog hindbærrene til en kompot sammen med sukkeret. Når kompotten er kogt færdig tages den af varmen og husblasen smeltes heri. Lad det køle af.

Rul dejen ud til 2 rektangler på ca. 15×35 cm. og ½ cm tyk. Den overskydende dej kan du smide i fryseren til en anden god gang hvor lysten til hindbærsnitter melder sig.
Prik rektanglerne jævnt med en gaffel og bag dem i en 180 grader varm ovn til de er gyldne og sprøde. Lad dem køle af på bagepladen inden du lægger dem sammen med en passende mængde hindbærsylt. Smør toppen med en ikke alt for tynd glasur og pynt med krymmel eller frysetørret hindbær. Når hindbærsyltet har sat sig, skæres kagen ud i snitter med en savtakket kniv. Snitterne skal helst spises samme dag som de er bagt.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *