Kyllingelår i karamel
Igår aftes skulle aftensmaden være let at gå til, så menuen stod på ovnbagte rodfrugter og kyllingelår. Men når man nu ikke har varmluft i sin ovn, kan det være svært at få plads til det hele på én plade. Så kyllingelårene endte på panden med en omgang honning og Worcestershiresauce. Opskriften er en gammel opskrift fra Femina, som jeg helt havde glemt jeg havde. Den er forbandet god og vi snakkede om at navnet bare burde ændres til “Klisterkylling”…. Så har jeg ikke sagt for meget. Jeg vil dog anbefale at kyllingen serveres med en en stak vådservietter “on the side”.
Kyllingelår i karamel
(4 pers.)
10-12 kyllingeunderlår
1 spsk olie
20 gram smør
1-2 spsk paprika efter eget valg (vi brugte sød paprika og røget paprika)
3 spsk honning
3 spsk Worcershiresauce
4 spsk vand
Salt
Peber
Dup lårene tørre med køkkenrulle og brun dem godt i en blanding af olie og smør. Drys paprika, salt og peber over og kom honning, Worcestershiresauce og vand ved. Lad det koge op. Dæmp varmen og lad det simre i ca. 30 minutter uden låg, så væden kan koge ind og karamelisere omkring lårene. Vend lårene efter 15 minutter. Hvis væsken koger for hurtigt ind, tilsættes blot lidt ekstra vand. Væsken kan med fordel hældes over lårene med en ske engang imellem imens de står og simre – lidt ligesom når man drypper flæskestegen med stegesky. Prik i lårene for at se om de er færdige efter de 30 minutter – kødsaften skal være klar. Eller tag temperaturen på lårene med et termometer – de skal være minimum 75 grader. Lad dem stå 10 minutter i panden inden servering eller køl dem helt af og server dem kolde.