Østers

Østers

Share with:


Vi havde igår aftes besøg af min kærestes arbejdskollega Erik og hans kæreste Charlotte. Vi havde aftalt at vi skulle tage ud til en lokal strand for at hente østers op fra havbunden og derefter  tilberede dem derhjemme. Det var en fantastisk oplevelse at hente østers op fra vandet og 1 time senere var der aftensmad af den luksuriøse slags. Vi spiste dem både rå med lidt citronsaft og gratineret i ovnen med en cremet hvid sauce smagt til med citron. Sikke en oplevelse! Det gør vi helt sikkert igen en anden gang….

Det er kun anden gang at jeg selv har tilberedt østers, og jeg vil overlade det til Thomas Rode at vise jer hvordan man åbner en østers og hvordan man finder ud af om de er gode. Det kan du se her
Vi startede med at skrubbe østers med en stiv børste for at få det værste skidt af inden vi begyndte at åbne dem.

Når først man har fået taget på det, går det som en leg, og vi fandt kun én mistænkelig østers imellem vores hjemmebragte østers fra stranden og den blev selvfølgelig kasseret. 

Østers

Gratineringssauce

(til ca. 20 østers)

1½ spsk smør
2 spsk hvedemel
2-3 dl fiskefond
½ dl fløde
Skal af 1 økologisk citron
1 spsk citronsaft
2 spsk friskrevet parmesanost eller lignende
Salt
Peber
Muskatnød
1 æggeblomme
Lidt ekstra parmesanost til gratinering

Smelt smørret i en gryde og kom melet i. Rør godt så det samler sig til en smørbolle. Kom fiskefonden ved lidt ad gangen og pisk godt for at undgå klumper. Saucen skal være ret tyk, så det er ikke sikkert at du skal bruge hele mængden af fiskefonden. Lad saucen småkoge 5-10 minutter for at koge melsmagen væk. Kom fløde, citronskal og ost i saucen og smag den til med salt, peber, muskatnød og citronsaft. Lad saucen køle lidt af og pisk så æggeblommen i saucen. 

Når du har fået åbnet dine østers og hældt saltvandet fra, sættes de i en bradepande. Her vil de danne mere væske, men det må du for alt i verden ikke kasserer, det smager helt fantastisk og bliver til en god suppe man kan slupre i sig fra skallen eller suge op med godt brød.

Fordel en lille spiseskefuld over hver østers og giv et ekstra drys revet ost. Gratiner østers i en 225 grader varm ovn i ca. 10 minutter. Giv dem evt. lidt varme under grillen for at få dem gyldne. Vi spiste de gratinerede østers med godt brød, smør og lidt citron og drak en dejlig champagne til.

Sørg altid for at tjekke vandområdet på Fødevarestyrelsens hjemmeside. Her kan du se om der er lukket for fangst af muslinger og østers, samt finde andre gode råd til indsamling af skaldyr.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *