Panforte di Siena

Panforte di Siena

Share with:


Panforte di Siena er hjemme hos os blevet et ret specielt ferieminde. Denne italienske konfektkage spiste vi sammen med friske jordbær og kold prosecco, på kanten af Canal Grande i Venedig for 1½ år siden. Det var på denne aften jeg friede til min mand og af gode grunde kalder vi den nu vores kærlighedskage…

Panforte di siena

(1 kage ca. 22 cm)

130 gram honning
130 gram sukker
100 gram mandler
100 gram hasselnødder
30 gram usaltede pistacienødder
90 gram tørret frugt (jeg brugte kirsebær, blåbær og tranebær)
50 gram kandiseret appelsinskal
50 gram sukat
50 gram mel
½ tsk stødt kanel
½ tsk stødt nelliker
½ tsk stødt allehånde
1 tsk kakao
Skal af 1 økologisk appelsin
1 ark rispapir ca. 22 cm i diameter
Flormelis til pynt

Start med at komme bagepapir i en springform og læg herefter rispapiret i bunden af springformen. Rist mandler, hasselnødder og pistacienødder i en stor pande ved svag varme til de begynder at dufte ristede. Bland melet med krydderier og kakao. Kom honning og sukker i en lille gryde og smelt det ved jævn varme. Lad blandingen nå kogepunktet og lad det boble et minut eller to. Tag gryden af varmen og kom nu de ristede nødder, den tørrede frugt og appelsinskallen i den varme honning og rør det sammen. Sigt melblandingen heri og rør det godt sammen. Blandingen bliver herefter lidt sej.

Kom blandingen i springformen og pres blandingen godt sammen og ud mod kanterne. Dette gøres nemmest med et stykke bagepapir smurt med en smule olie. På den måde kan du ligge det smurte bagepapir ned på blandingen, presse blandingen på plads og derefter forsigtigt fjerne papiret igen uden at det hænger fast i kagen. Det smurte bagepapir skal altså ikke med i ovnen ved bagning. Bag kagen i en forvarmet ovn ved 160 grader (varmluft) i 25-30 minutter. Tag herefter kagen ud og lad den afkøle helt – gerne i køleskabet. 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *