Romkugler

Romkugler

Share with:


Vi har alle vores svagheder og min er romkugler. Jeg kan simpelthen ikke stå for romkugler og det er oftest dem som ligger i bagerposen når jeg har trængt til lidt sødt. Men man behøver jo ikke altid at købe dem færdige. Man kan nemt lave dem selv. Jeg samler kagerester i fryseren, og når jeg har en god portion, skal der laves romkugler. Er romkuglerne til de voksne, smager jeg dem til med rom, men er de til børn, smager jeg dem altså til med romessens. Ja ja, jeg ved det godt – essens.

Romkugler

500-600 gram kagerester (f.eks. bradepandekager, muffins, cupcakes o.l.)
3-4 spsk hindbærmarmelade
Evt. kakao
rom eller romessens

Pynt

Ca. 50 gram smeltet chokolade
Krymmel, kokos, frysetørrede bær

Rør kageresterne med hindbærmarmeladen (jeg bruger k-spaden i min røremaskine) MEN lad vær med at tilsætte al marmeladen af én gang. Hvis det er lyse kagerester du bruger, kan du tilsætte kakao, for at få den mørke romkugledej. Romkugledejen røres godt sammen på røremaskinen, og det er en god idé at tjekke konsistensen jævnligt, for bliver massen først for blød, er det ikke til at trille romkuglerne. Så tilsæt ikke for meget marmelade ad gangen. Smag dejen til med enten rom eller essens og sæt herefter blandingen i køleskabet en times tid. Tril kuglerne i ønsket størrelse, kom lidt smeltet chokolade i din håndflade og rul kuglen heri. Tril herefter kuglen i krymmel, kokos eller lignende. Chokoladen er med til at forhindre fugten fra  romkugledejen i at trænge ud og nedbryde den fine krymmel. 

Opbevar romkuglerne i køleskabet.

TIP! Kan man godt lide smagen af choko/orange, kan man erstatte noget af hindbærmarmeladen med lidt appelsinjuice.



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *