Rosenbrød
Jeg fik for noget tid siden en kommentar fra en læser, som syntes at det var dejligt at jeg engang imellem lagde opskrifter op på bloggen, som for mange allerede var gået i glemmebogen. Vedkommende efterlyste i denne forbindelse en opskrift på rosenbrød. Rosenbrød er et let og luftig gærdejsbrød, som pyntes med glasur smagt til med rosenvand.
Jeg er ikke selv vokset op med rosenbrød, så jeg har ikke haft noget sammenligningsgrundlag, da jeg kastede mig ud i opskriften. Én ting fandt jeg dog ud af efter at min søn og jeg havde prøvesmagt dem; man skal være varsom med rosenvandet i glasuren, for det kan nemt blive meget overdøvende i smagen. Da jeg spurgte min søn om han havde lyst til et stykke til var svaret nemlig: “nej tak mor…. eller jo tak….. hvis du har en uden glasur.”
Så ved vi det til næste gang – knap så meget rosenvand i glasuren…
I den oprindelige opskrift på rosenbrød, bages brødet kun af hvedemel. Jeg prøver dog altid at snige lidt fuldkornsmel ind i mit bagværk, og denne opskrift er ingen undtagelse. Vil du hellere bage dem med hvedemel alene, kan du sagtens gøre dette. Desuden tilsatte jeg lidt vanillepulver, kardemomme og rosenvand til dejen. Der bliver 2 brød af denne opskrift og jeg valgte at fryse det ene. Så kan jeg eksperimentere med brødet en anden dag, til en anden opskrift.
Rosenbrød
(2 brød)
2 dl sødmælk
25 gram gær
2 spsk sukker
75 gram blødt smør
1/4 tsk vanillepulver
1 nip kardemomme
1-2 tsk rosenvand
100 gram fuldkornsspeltmel
ca. 250 gram hvedemel
Glasur
(til 1 brød)
100 gram flormelis
Rosenvand efter smag
vand
Evt. lidt frugtfarve
Lun mælken og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, vanillepulver, kardemomme og rosenvand. Rør speltmelet i. Tilsæt det bløde smør og begynd at arbejde dejen sammen. Hvedemelet tilsættes ad nogle omgange. Når du ikke kan røre dejen længere, så begynd at ælte den med hænderne istedet. Dejen bliver ret fedtet pga. smørret, men du skal altså ikke tilsætte mere mel end angivet, for så bliver brødet tørt. Du kan sagtens bruge din røremaskine til formålet – det gjorde jeg.
Når dejen er æltet godt igennem, stilles den til hævning i 30-45 minutter under et viskestykke. Efter hævningen æltes dejen igennem igen. Jeg har ladet mig fortælle af en bager, at man ikke skal SLÅ luften ud af dejen, men blot ælte den ganske almindeligt. Efter æltningen deles dejen i 2 stykker og de rulles ud til 2 flade brød, ca. 15×30 cm. Læg et viskestykke over brødene og lad dem igen hæve ca. 30 minutter (et lunt sted). Tænd ovnen på 180 grader.
Når brødene er færdighævede, pensles de med sødmælk og bages til de er flotte gyldne.
Det er så her at jeg må krybe til korset og indrømme, at glemte at skrive bagetiden ned – FLOT!
Jeg mener dog at huske at bagetiden var 12-15 minutter. Men hold lige øje med brødene for en sikkerheds skyld.
Lad herefter brødene køle af, inden de pyntes med glasur og serveres.