Schnitzel med ansjossmør
Jeg lagde, for ikke så længe siden, en opskrift på pasta med ansjossmør på bloggen. Opskriften inspirerede mig til denne schnitzel med ansjossmør.
Smør, ansjos og kapers er, sammen med citron og peberrod, nemlig klassisk tilbehør til en wienerschnitzel.
En klassisk wienerschnitzel er lavet med kalv, men man kan også sagtens lave en god schnitzel af svinekød, ligesom jeg har valgt at gøre her.
Derudover er det en ret som trækker en del smør. Schnitzlen bliver nemlig stegt i smør og efterfølgende brunes det resterende smør og serveres som sauce.
Det er egentlig en simpel ret i og med at der ikke skal laves sauce, bare brunes smør. Tilbehøret er kogte eller brasede kartofler samt ærter. Ærterne smider jeg oftest hurtigt på panden når schnitzlen tages af og de skal ikke have meget mere end et par minutter før de er færdige til servering.
Schnitzel med ansjossmør
(2 personer)
2 skinkeschnitzler (ca. 250 gram)
Mel
1 æg
2-3 dl pankorasp eller alm. rasp
Salt og peber
150-200 gram smør
Tilbehør
Kogte eller brasede kartofler
Fine eller ekstra fine grønne ærter (gerne fra frost)
Ansjossmør med kapers
Revet peberrod
Citron
Skinkeschnitzlerne bankes forsigtigt ud med en kødhammer eller lignende. De skal være ret tynde – ca. 5-8 mm i tykkelsen.
Kom lidt mel på en tallerken. Slå ægget ud på en anden tallerken og pisk det sammen. På en tredje tallerken blandes pankorasp med lidt salt og peber. Vend først schnitzlerne i mel, herefter i sammenpisket æg og til sidst i rasp.
Varm en stor stegepande op ved jævn varme. Smelt 100 gram smør på panden og lad det bruse af. Steg de panerede schnitzler indtil de er gyldne og sprøde. Pas på at panden ikke bliver alt for varm, da smørret da kan brænde på. Det smager ikke godt og er usundt at spise.
Tag kødet af panden og læg det på en lille rist. På den måde holder schnitzlen sig nogenlunde sprød – også på undersiden.
Imens kødet hviler, smides ærterne på den varme pande og vendes rundt et par minutter.
Herefter hældes de over i en skål eller lignende.
Panden varmes igen op og den resterende mængde smør smeltes ved jævn til høj varme. Hold øje med smørret imens og vip gerne panden lidt fra side til side, så det ikke brænder på. Smørret skal blive gyldent og dufte nøddeagtigt.
Server den sprøde schnitzel med en skefuld ansjossmør, revet peberrod, citron, kartofler, smørsauce (brunet smør) og ærter.
Er du helt pjattet med kapers (som jeg) så server gerne ekstra af dem til schnitzlen.