Strandmarmelade med ristede mandler

Strandmarmelade med ristede mandler

Share with:


Jeg har glædet mig i næsten et helt år, til at smide denne opskrift på bloggen. Opskriften er resultatet af et lille eksperiment med hyben og havtorn i køkkenet sidste sommer. Det var sidst på sommeren og de hyben jeg fik plukket var meget, meget modne. Men resultatet af den lille portion kompot/marmelade jeg fik lavet, var meget velsmagende. Jeg gav den fine gul/orange marmelade navnet “strandmarmelade”, da både hyben og havtorn kan plukkes ved de danske strande. Nu har jeg så fået finjusteret opskriften, og der står nu lækker strandmarmelade i mit køleskab. Perfekt tilbehør til god ost eller som topping på de klatkager vi laver af vores risengrødsrester. Uhmmmm….

Strandmarmelade

(2 glas)

300 gram rensede hyben
125-150 gram rørsukker
1 vanillestang
100 gram havtorn
30 gram smuttede mandler.
3 dl vand
Lidt melatin
Atamon

Hak mandlerne lidt groft og rist dem gyldne i en 180 grader varm ovn. Hak de rensede hyben så fint eller groft som du selv synes. Jeg kan godt lide at stykkerne er lidt grove, så jeg nøjedes med at skære mine hyben i kvarte. Flæk vanillestangen og skrab kornene ud. Mas kornene med lidt af sukkeret og kom sukker, vanillekorn og stang, hyben, vand og 50 gram havtorn i en gryde. Bring det i kog og skru ned for varmen. Lad blandingen småkoge under låg til hybenstykkerne er næsten møre. Tilsæt de ristede mandler og de sidste havtorn og kog 5-10 minutter mere. Syntes du at blandingen trænger til mere væske, så tilsæt lidt mere vand. Rør 1/4-1/2 tsk melatin med 1 spsk sukker og rør det i blandingen. Kog 2-3 minutter og tag gryden af varmen. Tilsæt 1 tsk atamon og hæld marmeladen på atamonskyllede glas.



1 thought on “Strandmarmelade med ristede mandler”

  • Jeg plukker hyben INDEN, de er helt modne; så er de til at rense for kerner, og der er ingen orm i. Har du nogle, der er helt modne og ikke til at rense for kløpulver, fordi de 'smadrer', koger du dem med væsken og passerer dem igennem en sigte. Så har du en fin mos, som kan bruges til flere ting, bl.a. hybensuppe (serveret med en pæn klat flødeskum på toppen!).
    Elsebeth

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *