Syltede grønne tomater
Det er ikke sikkert at du ved det, men de grønne tomater som står i dit drivhus og som med al sandsynlighed ikke når at modne, kan syltes og blive til det lækreste tilbehør til din varme mad eller i en sandwich. Syltede grønne tomater kan nemlig bruges til mange forskellige retter.
Syltede grønne tomater
Ca. 1 kg grønne tomater (helst ikke større end bordtennisbolde)
Lage nr. 1
½ liter eddike
½ liter vand
1 spsk salt
Lage nr. 2
750 gram sukker
1 dl vand
1½ dl eddike
1 vanillestang
Atamon
Skyl tomaterne og nip den grønne stilk af. Hvis tomaterne varierer i størrelse, så opdel dem i 2 bunker – store og små. Prik tomaterne med en kødnål. Bring den første lage i kog. Kog tomater i 2 minutter i lagen og tag dem derefter op – hold dem stadig adskilt i de 2 bunker. Bring lage nr. 2 i kog over middelvarme – det tager lidt tid at få opløst alt sukkeret, men vær tålmodig. Når lagen koger, kommes først de store tomater i og koges i 5 minutter. Når de 5 minutter er gået, tilsættes de små tomater og det hele koges i yderligere 3 minutter. Tag derefter gryden af varmen, læg låg på og lad tomaterne stå og trække i lagen til næste dag.
Næste dag koges lage og tomater op endnu engang. Lad det koge et par minutter inden tomaterne løftes op af lagen og kommes på atamonskyllede glas. Lagen koges i yderligere 5-10 minutter uden låg, for at reducere den lidt. Tag gryden af varmen og lad den stå et par minutter inden der tilsættes lidt atamon og lagen hældes over tomaterne. Sæt låg på og sæt dem i køleskabet.