Tunmousse

Tunmousse

Share with:


Da jeg mødte min kæreste sidste år kom vi på et tidspunkt til at snakke om tunmousse. Jeg har altid sværget til Karolines Køkken udgaven med smør og creme fraiche, men Thorbjørn påstod hårdnakket at hans udgave med husblas var bedre. Jeg var meget skeptisk, for jeg elsker min tunmousse med smør – specielt når den smøres ud på et stykke lækkert brød og pyntes med lidt frisk dild. Men jeg må erkende at jeg tog fejl. Denne tunmousse er mindst lige så cremet og lækker som min egen, men meget mere luftig og let i konsistensen. Denne ret er for mig en af de bedste “retro” retter og den bliver jeg aldrig for gammel eller for fin til at spise. Husk at pynte den med twistede citron,- og agurkeskiver – Så bliver det ikke bedre.

Tunmousse

(6-8 personer som forret)

3 ds tun i olie
1 lille rødløg
1½ dl fløde
1½ dl syrnet fløde 9%
4 blade husblas
Citronsaft
Dild
Salt 
Peber

Læg husblassen i blød i koldt vand i 10-15 minutter. Hæld væden fra tunen. Hak rødløget så fint som du kan og kom det i en skål sammen med tunen. Pisk fløden til skum. Vask og hak dilden. Rør dilden i tunen sammen med den syrnede fløde. Hvis du ønsker din tunmousse lidt “chunky” skal du blot vende det sammen og ikke røre for meget i massen. Jo mere du rører, desto finere bliver tunen fordelt i massen. Vend nu flødeskummet i og smag til med salt, peber og citronsaft. Smelt nu den udblødte husblas – jeg gør det som regel i en skål over vandbad for at undgå at den brænder på, men du kan også smelte den direkte i en lille kasserolle. Den skal ikke være brandvarm, bare lun. Når husblassen er smeltet røres den hurtigt i tunmassen og hele molevitten kommes i en form foret med film. Dæk herefter formen til og stil den i køleskabet. Gerne til næste dag.

Når tunmoussen skal anrettes, vendes den ud på et fad og pyntes med rejer, twistede agurk,- og citronskiver, cherrytomater og dildkviste. Server moussen med godt brød. 



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *